Rejse til Byzanz
I.
Dét er ej landet for gamle mænd. I trang
Unge i favntag tæt, fugle i træer
- disse døende slægtled – istemt sang,
og laksetrapper, have fyldt med stør,
Fisk, fjerkræ, kød, besynger somren lang
alt hvad der bliver avlet, fødes, dør,
fanget i sansemusik ej ænser man
værker, frembragt af evigt ung forstand.
II.
En gammel mand er ikke værd en døjt,
en laset kappe på en stok; på nær
hvis sjælen synger højt og stadig mere højt
om hver en pjalt i dens profane klæ´er,
og ikke skolekor, men studier sejt
af værker om dens eget prægtige skær;
så derfor stod jeg ud på hav og fandt
den fine by, det hellige Byzanz.
III.
O, vismænd, midt i gudens flammekrans,
Som gylden mosaik på murens sten,
Kom ud af ilden, drejet op i dans,
Bliv sangens ædle mestre for min sjæl.
Fortær mit hjerte helt, sygt af begær
Og bundet til et dyr, der må forgå,
det ej forstår sig selv; og drej det op,
i evighedens kunstneriske greb.
IV.
Én gang af natur, jeg aldrig mere bør
ta kropslig form fra en naturlig ting,
men sådan form, den græske guldsmed gør
af hamret guld og gyldengul emaljering.
Kun for at få en døsig kejser i humør;
Eller sat på gylden gren blot med en sang
For fine folk og damer i Byzanz
Om hvad der skete, sker og sker engang.
poem by William Butler Yeats, translated by Anne-Marie Steen Petersen
Submitted by Dan Costinaş
| Vote! | Copy! | In English | In Romanian
